|
|
|
|
|
|
|
POLITIKEN - KRONIK
Denne artikel har tidligere vret trykt i foreningens medlemsblad.
Eftertanken; marts 2005.
Dagbladet Politiken bragte 2. februar 2005 en kronik skrevet af
cand.psych. Niels Peter Agger. Med forfatterens tilladelse
bringes kronikken her.
Mellem liv og dd.
Der er ikke mere at stille op
Ddsdommen gives hver dag til 60 krftsyge og tit med
efterstningen: G nu hjem og hav en god tid med dine
kre. Ryg, drik rdvin og spis rde bffer. Det eneste
patienten formede at svare, var: Jamen - skal jeg begynde
at ryge?. Han var antiryger, men vant til at gre, som
systemet befalede. En del af de bortdmte reagerer med at
beg eller forsge selvmord. En afkriminalisering af aktiv
ddshjlp ville reducere dette antal samt stoppe den stigende
selvmordsturisme, som sker blandt andet til Schweiz.
Den ville ogs over.diggre de samvittighedskvaler nogle
prrende (og lger) m leve med resten af deres liv, fordi
de efter anmodning har medvirket til at afkorte en nrtstendes
lidelser.
Kan vi stole p lgerne, nr grnsen mellem liv og dd
fastlgges? Er grnsen en objektiv sandhed, eller afspejler
den blot, hvad sundhedssystemet behandlingsmssigt og
konomisk formr at tilbyde? Og hvor er balancen mellem
den stdige krop, der via livsforlngende behandling
holdes i gang, mens psyken for lngst har sagt verden ret
farvel. Grnserne har bevget sig voldsomt de sidste 10 r
og dermed tidspunktet for, hvornr det etisk er forsvarligt
at tale om den uafvendeligt dende patient.
Det er i denne bleggr slagskygge, at eutanasidebatten udfolder
sig, og vi m medregne denne udvikling, nr vi vurderer,
om vi skal fastholde samfundets ret til at bestemme
over og kriminalisere et individs velovervejede ddsnsker.
I begyndelsen af halvfemserne var forholdene p krftomrdet
krystalklare. Patienterne rubriceredes enten som
helbredelige eller dende/terminale. Dommen uhelbredelig
faldt ved grunddiagnosen eller i statussamtalen, hvis
behandlingen ikke virkede. Der var bred anerkendelse af, at
nr ddsdommen var afsagt, var der ikke mere at komme
efter inden for systemet. De, der ikke accepterede situationen
i ddens forgrd, valgte tit alternativ behandling
og placerede overlevelseshbet der, men ud over nogle f
exceptionelle tilflde, havde de alternative svrt ved at
dokumentere, at behandlingen virkede: livskvalitetsgivende
ja livsforlngende mske men helbredende nej. Det
gjaldt kostkure, visualisering, .lippinske healere, hajbrusk,
C-vitaminer, Q 10 med videre.
Det samme billede tegner sig i dag. En del reagerer p
fremtidshblsheden med at planlgge deres selvmord.
Selvdestruktionstankerne og forberedelserne, s som at
gemme mor.ca med videre, sker ofte kort tid efter diagnosen
og grunden er, at den syge ikke kan udholde truslen
om kroppens forfald, uvrdighed, smerter, afhngighed af
andre og fantasierne om en lidelsesfuld dd.
Han var landmand, og da han kom hjem efter ddsdiagnosen,
vandrede han en lang tur ud over markerne. S
skd han sig en kugle for panden med jagtgevret. Andre
havner i en reel depression, som personalet tenderer til at
bortforklare som en forstelig reaktion p fremtidslsheden.
Generelt ses en fordobling af selvmordstallet blandt krftramte
i forhold til normal risikoen. Selvmordstallet er i dag
p 800 personer rligt men tallet er befngt med store
mrke tal.
Mange krftpatienter reagerer dog sledes, at nr de via
selvmordforberedelserne oplever, at de har tilbageerobret
kontrol over selv livsbortgangen, s vil de have hver eneste
centimeter af livet med. Hvis kontrolaspektet var koblet
sammen med retten til at modtage aktiv ddshjlp, nr
hjlpelsheden indtrder, ville denne indre kamp mske
over.diggres.
Nogle ender der, hvor de ikke lngere fysisk p grund af
lammelser med videre har mulighed for at gennemfre
selvmordet, nr dden er udfrielsen, og det stdige kropshylster
ikke vil give slip. En del prver da at f prrende
og den praktiserende lge til at hjlpe dem. En del siger ja,
og m leve med de psykiske ar, det giver, at have slet sin
nrmeste eller sin patient ihjel og med risikoen for at blive
sigtet for handlingen.
I 1996 vedtog sundhedsvsenet begrebet den palliative
(lindrende) patient, som kunne leve revis i en uhelbredelig
tilstand, fr han/hun endte i den aktive ddsfase. Skiftet var
historisk vigtigt, idet kanten mellem liv og dd rundedes,
og det muliggjorde en get fastholdelse af hbsdimesionen:
at leve til snnens kon.rmation, at de knkker krftens
gde med videre. Samtidig bnedes der op for aktiv behandling
af terminalsymptomer som smerte, kvalme og
trthed.Tidligere oplevede dende tit, at sygehuspersonalet
mistede interessen, nr de var stdt over p den anden
side. De var symboler p .askobehandling, pariaer og blev
bortgemt i en marginaliseret, ddsmrket subkultur.
Men ndringen havde ogs den uheldige bivirkning,
at ddsbegreebt blev mere diffust. Man er ikke lngere
dende, men palliativ patient. Hbet som en ddsforngtende
strategi samt kravet om, at al lidelse skal fjernes
medicinsk, er blevet styrket samtidig med, at patienters
ddsafklarethed umyndiggres som udtryk for en ubehandlet
psykotisk tilstand. Disse vrdier er stadig dominerende
i tidens eutanasidiskussion. Den ideologiske ndring fandt
sted p samme tid, som det blev offentligt dokumenteret,
at der eksisterede en 10 procent overddelighed inden for
dansk krftbehandling i forhold til Norge og Sverige, samt
at forventet levetid i Danmark 74,5 r for mnd, 78,8 r
for kvinder er 10 r lavere end i for eksempel Japan.
Overddeligheden var et kmpechok for professionelle,
der arbejdede med dendes psykologiske, spirituelle og
sociale problemer. De blev konfronteret med, at hver tiende
patient, de stttede i ddsforberedelse ved at bearbejde
angst for ddens tomhed, bekymringstanker om de efterlevende,
sorg over afsked med brnene, utilfredshed med
livsregnskabet, dommen i efterlivet ikke ville vre i den
terminale situation, hvis de havde levet i et naboland. Det
frte til re.eksioner over, om man prostituerede sig ved at
afhjlpe situationer, der ikke er forrsaget af selve sygdommen,
men af et ressourcemssigt nedslidt behandlingssystem.
Ddsprostituerede?
Mange af disse behandlere var aktive i udviklingen af det
palliative omrde via fremme af mulighederne for at give
de dende en vrdig livsafslutning gennem oprettelse af
hospices, palliative team/afdelinger, hjemmepleje foranstaltninger,
plejeorlov, forbedrede forhold p hospital/plejehjem
samt palliativ uddannelse. De var involveret i en aftabuisering
af dden ved at f hverdagsdden, som hvert dgn
rammer 160 danskere, fremstillet sobert i medierne og
placeret p den of.cielle dagsorden at f grnsen mellem
liv og dd tydeliggjort samfundsmssigt, og at fremme
befolkningens generelle ddsbevidsthed.
I 1996 udgav Det Etiske Rd publikationen Ddshjlp?
En redegrelse. Et .ertal fastholder kriminaliseringen af
aktiv ddshjlp hvad enten bistanden udves af civile
personer eller lgeligt personale. I den ellers grundige
redegrelse indgr overddeligheden ikke og selvmordsrisikoen
omtales kun over.adisk og uden talmssige
oplysninger. Det kunne ellers have vret spndende at
stte selvmordstallet blandt uhelbredeligt syge i forhold til
de formodede anmodninger om aktiv ddshjlp. Mon der
er stor forskel?
Realiseringen af den skve grnse var med til at bremse
90ernes palliative udvikling, da alle var enige om, at reel
palliation frst kan begynde, nr alle behandlingsmuligheder
ar afprvet. Reelt bevirkede misforholdet en 4-rig pause,
hvor der ikke blev oprettet nye hospicer med videre. Det
er frst nu, at palliationen igen begynder at brede sig og er
slet konstruktivt igennem p det politiske niveau, og vi er
p vej mod mlet med 250 hospicepladser p landsplan og
alle de andre foranstaltninger, der skaber rammerne for en
etisk forsvarlig dd.
Eutanasidiskussionen blev ogs absurd i lyset af, at 1.000-
1.500 krftpatienter rligt ville have overlevet, hvis de ikke
levede i Danmark. Aktiv ddshjlp det tager systemet
sig sgu af som en patient udtrykte sig. Mange behandlere
frygter faktisk, at aktiv ddshjlp ville medvirke til
at underbygge systemets konomiserede tnkning omkring
dden. Dende et besparelsesobjekt. Psykosociale
behandlere var dengang kritiske over for hospitalssystemet,
som de mente overbehandlede via trstekure, hvis eneste
forml vat at trkke ddserkendelsen ud og legitimere
over for de prrende at vi gjorde alt, vi kunne (som at
afprve ny cellegift). Kurene var tit virkningslse p krftsvulsten,
men pfrte de ddende livskvalitets-delggende
bivirkninger.
Denne holdning blev problematisk i forhold til nye oplysninger
om patienter, der overlevede, fordi de ikke rettede
sig efter de danske lger. Hun var 65 og afklaret om, at
hun skulle d af sin inkurable leverkrft. Hovedbekymringen
var at f fortalt situationen til hendes far, da hun var
usikker p, om han kunne tle, at han ville overleve hende.
Hun boede alene og var utryg ved tanken om at skulle d i
ensomhed. Det blev afhjulpet ved, at terapeuten etablerede
kontakt til et hospice. I en bistning berettede hun om et
avisudklip om svenske lger, som behandlede uhelbredelige
med stereotaktisk kirurgi. Jeg fandt det fantastisk, hvilke
spinkle halmstr dende vlger at gribe fat i.
Et r senere stod hun igen p rdgivningscentret. Hun ville
bare hilse p og fortlle, at hun aldrig havde vret p hospice,
men var taget til Stockholm og blevet opereret med
de der strler. De havde brndt tre store svulster vk. Nu
havde hun det .nt og var begyndt at spille golf igen. Behandlingen
havde hun selv betalt for. Hun dde 5 r senere
p en selvmordsklinik i Schweiz. Danske lger havde hun
haft nok af .
Lignende oplevelser bevirkede, at grnsen mellem liv og
dd blev rokket i behandlingssystemet. Det blev svrere og
svrere at acceptere lgernes der er intet at stille op.
Samme mistillid gjaldt patienter/prrende. De brugte i
get grad internettet til at indhente oplysninger om internationale
behandlingsmuligheder. De sgte second opinion
om de danske lgers behandlingsplaner, og ressourcemssigt
strke patienter tog til udlandet og .k behandling der.
Dette var med til at nedbryde den danske krftbehandlings
provinsialisme og lgernes magtmonopol p at de.nere
grnsen mellem liv og dd. Denne stigende globalisering
indbefattede dog ikke en tilsvarende get benhed om
eutanasi. I samme tidsperiode har der nemlig stort set vret
stilhed i eutanasidebatten, mens andre lande har adopteret
den hollandske model, hvor man har afkriminaliseret/
retssikret aktiv ddshjlp og udarbejdet de forsvarlige
proceduremssige rammer, hvor to uafhngige lger skal
bekrfte anmodningen og sikre sig, at den dende er ved
sine fulde fem.
Det Etiske Rd udsendte 2003 redegrelsen Eutanasi
lovliggrelse af drab p begring?. Den behandler problematikken
p et .loso.sk, moralsk og etisk grundlag og
gentager velkendte argumenter om glidebanen, Hitlertidens
a.ivning af unskede, lgen som aktiv ddsagent/morder,
menneskelivets ukrnkelighed, den dendes manglende
autonomi i forhold til selv at vlge livet fra, samt det moderne
menneskes utilbrlige krav p kontrol. Den anbefaler
enstemmigt opretholdelsen af kriminaliseringen. Det str i
skrende kontrast til , at et stort .ertal af befolkningen gr
ind for aktiv ddshjlp, og vel ogs til, at Danmark er blevet
en krigsfrende nation, som slr mennesker ihjel.
Det demokratiske .ertal afvises elitrt med, at de ikke
kan forst og gennemskue problematikken. Der er ingen
re.eksion over, at sygdomsbehandlingen er p vej mod et
acceptabelt niveau, samt at palliationen nu er s veludviklet
med syv hospicer og andre foranstaltninger for dende, at
begring om aktiv ddshjlp ikke lngere kan begrundes
i dennes mangler. Der savnes en redegrelse for de samfundsmssige
rammer, som eutanasi skal ses i forhold til.
Der er heller ingen re.eksioner over de bivirkninger som
kriminaliseringen bevirker selvmord, skyldflelse hos
prrende og lger samt selvmordsturisme.
Man regner med, at mellem 50 og 100 danskere har
forladt livet i Schweiz p denne uautoriserede mde. Redegrelsens
autonomibegreb minder stvet om dengang,
hvor kroppen var Guds ejendom og selvmord var en
mortal synd, der var underlagt ddsstraf, og selvmordere
blev begravet i uindviet jord i vejkryds med hovedet skilt
fra kroppen, s genfrdet ikke kunne opsge de overlevende.
Det afspejler mske de kristne lidelsesvrdier,
som prger dele af den danske hospicebevgelse. Holdningerne
virker absurde i forhold til det postmoderne
menneske og dets selvbestemmelsesret til enerdigt at
udforme livet og dden.
I det ovennvnte har fokus vret rettet mod den uafendeligt
dende krftpatient. Cirka en tredjedel af os vil forlade livet
p grund af krft de kommende r. Men eutanasidebatten
er ogs relevant for andre patientgrupper som muskelsvind,
ALS, sklerose, HIV, KOL, gigt med mere som alle medfrer,
at kroppen gr i udu og ender som en nedbrudt ruin, sjlen
ufrivilligt er fanget i, fr den endelig slipper fri og kan bevge
sig derover, hvor vi levende ikke kan flge med.
Dden er ikke en sygdom men et livsvilkr. Den burde
lsrives fra medicinsk tankegang og placeres i sit eget
tvrfaglige domne. Det er acceptabelt, at vi via en massiv
ressourcemssig indsats har .yttet grnsen mellem liv og
dd til et historisk sted. Men nu er det vigtigt, at vi accepterer
og afkriminaliserer vores ret til selv at bedmme, om
livet er vrd at leve eller ikke. Mon det ikke ogs vil hjlpe
os til at forst den centrale rolle dden har i vores liv, og til
at turde stte ord p den, uden at skulle have en .odblgekatastrofe
som rsag og en samling krisepsykologer som
sikkerhedsnet.
|
|
| |
|
| Vi taler om livskvalitet - men skal nok ogs lre, at tale om ddskvalitet. ~~~ Stt arbejdet med dit medlemskab. |
|
|